• Business-overblik: Med nyt boligskattesystem skal borgere opkræve skatter hos hinanden

    Source: BDK Finans / 27 Jun 2024 01:30:11   America/New_York

    Godmorgen og velkommen til torsdagens Business-overblik. Som altid har vi været tidligt oppe for at finde dagens vigtigste historier fra erhvervslivet. I dag skal vi blandt andet forbi: At københavnske taxaer er blandt de dyreste i Europa. Modvind hos en svensk batterivirksomhed, som har fået milliardinvesteringer fra danske pensionsselskaber. Og Amazon der rammer en historisk milepæl. Men først skal blikket vendes mod det nye boligskattesystem, som skaber panderynker hos flere borgere. God læselyst! Dagens hovedhistorie De nye boligskatteregler gør, at borgere skal opkræve skatter og afgifter internt De nye boligskatteregler gør, at nuværende boligejere skal afregne skatter og afgifter, selvom de dækker perioder, hvor tidligere ejere har boet i boligen. Det skriver Politiken. Mediet har talt med et par, der for et halvt år siden solgte deres hus i Stevns Kommune og flyttede til Ørestaden, men nu har modtaget en regning på 2.142 kroner. Den dækker udgifter til affaldshåndtering, genbrugsstation og rottebekæmpelse for andet halvår af 2024. Men de bor ikke i boligen længere. Derfor kontaktede parret kommunen, fordi de tænkte, det var en fejl. Men her fik de at vide, at opkrævningen var korrekt grundet en lovændring. Stevns Kommune kunne derfor ikke ændre opkrævningen og foreslog i stedet, at parret selv skulle kontakte de nye ejere for at få pengene tilbage. Niels Erlandsen, formand for Danske Boligadvokater, kritiserer systemet og kalder det »beskæmmende for retssikkerheden«. Han mener, at ejendomsbidragene og boligskatterne bør fordeles mellem tidligere og nuværende ejere. Det skriver de andre medier om 1. Københavnske taxaer er blandt de dyreste i Europa Hvis du skal have en taxa i København, er det den tredje dyreste i Europa med en pris på 186,17 kroner for en tur på fem kilometer eller 15 minutter. Det skriver TV 2 Kosmopol. Kun Schweiz og Luxembourg overgår København med priser på henholdsvis 208,72 kroner og 258,94 kroner for samme tid og distance. 2. Svensk virksomhed har massive investeringer fra danske pensionsselskaber, men møder nu massiv modvind Svenske Northvolt, der har fået milliardinvesteringer fra danske pensionsselskaber som ATP og Danica, befinder sig i massiv modvind. Det skriver Børsen. Virksomheden, der vil være Europas største producent af batterier til blandt andet elbiler, er blevet ramt af annullering af en milliardstor batteriordre og har opgivet en planlagt svensk fabrik. En planlagt børsnotering er også udsat. ATP har i alt investeret 2,1 milliarder i selskabet siden 2019. Pensionsselskabet holder fast i, at det er en god investering. 3. Historisk: Amazon rammer gigantisk værdiansættelse Onsdag ramte Amazon en markedsværdi på godt 14 billioner kroner og blev dermed det femte amerikanske selskab til at nå det niveau. Det skriver Reuters. Det sker, efter internethandelsvirksomheden har optimisme om satsning på kunstig intelligens og potentielle rentenedsættelser. Aktien stiger med 3,4 procent. Det skriver vi om 1. Biotekaktie eksploderer – ny smitte kan være »vand på møllen« Aktierne i det danske biotekselskab Bavarian Nordic banker onsdag op. Selvom selskabet er kommet med en ventet ansøgning, er det ifølge senioranalytiker ikke det, som driver aktien på himmelflugt. Læs hele historien her. 2. »Vi har et sidste skud i bøssen«. Sveriges Coop kæmper også mod enorme underskud Den andelsejede dagligvaregigant Coop er ikke kun i krise i Danmark. Det samme er tilfældet på den anden side af sundet, hvor den svenske søsterforening må forholde sig til grufulde underskud. Og det kan ikke fortsætte, lyder vurderingen. Læs hele historien her. 3. Topadvokat blev afsløret for rullende kamera. Nu skal konkurssager genåbnes, men en bornholmsk restaurant udelukkes Efter TV 2s dokumentar »Den sorte svane« vil Gældsstyrelsen gennemgå en række af de konkurssager, som den kendte konkursadvokat Nicolai Dyhr står bag. Men gennemgangen vil ikke indbefatte restaurant Kadeaus konkurs fra 2020. Læs hele historien her. Det skal du også læse Børsaktivist afslører hemmelige danske opkøb: »Vi kommer til at gennemføre store ændringer.« I al hemmelighed har en ny børsaktivist købt sig ind i to danske børsnoterede virksomheder. Nu vil fonden ind i bestyrelserne og foreslå forandringer, som kan sætte en helt ny retning for de udvalgte selskaber. Læs hele historien af Lasse Friis her. Det sker på markederne Aktier – indeks og udvikling i procent USA – lukkekurser ondsdag: Dow Jones: +0,04 procent S&P 500 +0,16 procent Nasdaq +0,49 procent Asien – indeks torsdag klokken 07.00: Japan Nikkei: -1,00 procent Hongkong Hang Seng: -2,04 procent Kina CSI Shanghai: -0,51 procent Tak, fordi du læste med! https://www.berlingske.dk/business/business-overblik-med-nyt-boligskattesystem-skal-borgere-opkraeve-skatter
Share on,